Har du brug for et testamente eller en fremtidsfuldmagt?
Arveloven passer ikke altid til din familie
Hvis du ikke har oprettet et testamente, vil arven efter dig blive fordelt efter arvelovens regler. Men ofte stemmer disse regler ikke overens med de ønsker og behov, du og din ægtefælle eller samlever måtte have.
Efter arveloven arver din ægtefælle halvdelen af din formue, mens den anden halvdel fordeles ligeligt mellem dine børn – både biologiske og adopterede.
Lever du i et papirløst forhold, arver din samlever som udgangspunkt intet – uanset hvor mange år I har boet sammen, eller om I har fælles børn
Med et testamente kan du fravige arvelovens udgangspunkt og i stedet sikre, at arven fordeles efter dine egne ønsker. Du kan samtidig tage stilling til, hvordan konkrete aktiver skal fordeles mellem dine arvinger – og på den måde mindske risikoen for splid i familien.
Et testamente kan sikre ligedeling mellem børn i sammenbragte familier
Lever du i en sammenbragt familie med dine, mine og måske vores børn, er det særligt vigtigt at tage stilling til, hvordan arven skal fordeles. Arvelovens udgangspunkt tager nemlig ikke højde for denne type familiekonstellation og fører ofte til en skævdeling mellem børnene, når den længstlevende dør.
Skævdelingen skyldes, at arvelodderne afhænger af, hvem der dør først. Længstlevendes børn modtager en større andel af arven end førstafdødes børn – alene som følge af dødsrækkefølgen. Ønsker du at undgå, at børnenes arv afhænger af tilfældigheder, er det derfor afgørende at oprette et testamente.
Det er også vigtigt at være opmærksom på, hvordan udbetalinger fra pensionsordninger og livsforsikringer fordeles. De går uden om dødsboet og fordeles efter særskilte begunstigelsesklausuler – og kan dermed føre til yderligere skævdeling blandt førstafdødes og længstlevendes børn, hvis der ikke er tænkt over det på forhånd.
Eksempel: To ægtefæller med hver deres børn
Forestil dig et ægtepar, hvor begge har to særbørn fra tidligere forhold. Uden et testamente ser fordelingen af arven sådan ud:
Når den første ægtefælle dør, arver den længstlevende halvdelen af den afdødes formue. Den anden halvdel deles ligeligt mellem førstafdødes to særbørn, som hver modtager ¼ af arven efter førstafdøde. Samtidig får den længstlevende udbetalt eventuelle livsforsikringer og pensionsordninger efter den afdøde.
Ved længstlevendes død vil længstlevendes egne børn arve hele den resterende formue, herunder også det, som længstlevende arvede fra førstafdøde. Dermed modtager længstlevendes særbørn væsentligt mere end førstafdødes børn – alene som følge af dødsrækkefølgen.
Denne form for skævdeling er sjældent tilsigtet – men den opstår automatisk, hvis der ikke er oprettet testamente. Med et testamente kan arven fordeles mere retfærdigt og i overensstemmelse med jeres fælles ønsker.
Eksempel: To ægtefæller med både fælles- og særbørn
Forestil dig et ægtepar, hvor hver ægtefælle har to særbørn fra tidligere forhold, og parret sammen har ét fælles barn.
Når den første ægtefælle dør, fordeles arven efter arvelovens regler sådan:
Halvdelen tilfalder den længstlevende ægtefælle, mens den anden halvdel deles ligeligt mellem førstafdødes tre børn (særbørn og fællesbarn), der således hver arver 1/6 af formuen efter førstafdøde.
Når den længstlevende dør, fordeles hele den resterende formue mellem længstlevendes to særbørn og fællesbarnet, som hver arver 1/3. Det betyder, at fællesbarnet arver fra begge forældre, mens længstlevendes særbørn kun arver fra én – og samtidig indirekte også fra førstafdøde. Førstafdødes særbørn derimod har alene arvet ved førstafdødes død.
Resultatet er ofte en skævdeling, hvor arvens fordeling afhænger af, hvem der dør først. Ønsker I at sikre en mere lige og retfærdig fordeling af arven mellem jeres børn, kræver det et testamente.
Begge eksempler viser tydeligt, at arven kan falde meget forskelligt – ofte i strid med ægtefællernes intentioner.
Lever du i en sammenbragt familie, er det derfor vigtigt at oprette et testamente, så arven fordeles efter jeres ønsker – og ikke efter tilfældigheder.
Sikring af længstlevende ægtefælle kræver aktiv stillingtagen
Efter arveloven arver ægtefællen kun halvdelen af arven efter førstafdøde, hvis der er børn. Det betyder, at længstlevende ved førstafdødes død ender med ¾ af ægtefællernes samlede delingsformue, mens førstafdødes børn tilsammen arver den sidste ¼.
Hvis en stor del af formuen er bundet i fast ejendom eller i en virksomhed, kan det få økonomiske konsekvenser for længstlevende. For at udbetale arven til førstafdødes børn kan det blive nødvendigt at sælge enten huset eller virksomheden.
I sådanne tilfælde vælger mange at sidde i uskiftet bo for at undgå dette. Det kan være en god løsning – særligt skattemæssigt for virksomhedsejere – men det kan også have ulemper. Et uskiftet bo kan begrænse længstlevende i sin videre disposition og gøre det dyrere at skifte boet senere, da det sker på baggrund af værdierne på skiftetidspunktet. Det er også vigtigt at være opmærksom på, at længstlevende kun kan sidde i uskiftet bo med særbørn, hvis de giver samtykke.
Med et testamente kan I sikre, at længstlevende stilles bedre end arvelovens udgangspunkt. Det kan for eksempel betyde, at længstlevende kan blive boende i huset eller bevare virksomheden – uden at være nødt til at sidde i uskiftet bo.
Ugifte samlevende arver ikke hinanden – uden testamente
Mange tror fejlagtigt, at ugifte samlevere automatisk arver hinanden, hvis de har boet sammen i mere end to år eller har børn sammen. Det er ikke tilfældet. Uden testamente arver papirløse samlevende intet efter hinanden uanset forholdets varighed.
Til gengæld kan papirløse samlevende efter to års samliv automatisk få andel i hinandens pensions- og forsikringsudbetalinger. Hvis en væsentlig del af formuen er placeret i pensionsordninger, kan reglerne betyde, at en samlever efter kort samlivsperiode får mere end børnene.
Ønsker I at sikre hinanden økonomisk, kræver det derfor et testamente. Uden det arver eventuelle børn hele formuen – og hvis der ikke er børn, går arven til afdødes forældre eller søskende.
Sikring af arven med særeje
Som udgangspunkt indgår arv, som en arving modtager, i arvingen og dennes ægtefælles delingsformue, hvis arvingen er gift eller senere bliver det. Det betyder, at arven skal deles ved en eventuel skilsmisse.
Vil du undgå, at arven bliver en del af formuefællesskabet, kan du i dit testamente bestemme, at arven til dine efterladte skal være særeje. På den måde sikrer du, at din arving kan beholde hele arven, hvis ægteskabet opløses.
Der findes flere former for særeje – og de har forskellige konsekvenser for arvingen. Valg af særejeform er derfor vigtig. Hvis særejet kun skal gælde ved skilsmisse, kan du vælge skilsmisse- eller kombinationssæreje. Ønsker du også, at særejet har betydning ved arvingens død, kan du vælge fuldstændigt særeje.
Succession
Ønsker du i højere grad at bestemme, hvad der skal ske med arven efter dig, når din primære arving dør, kan du lade arven indgå i en successionsrækkefølge.
Du kan f.eks. bestemme, at et sommerhus skal arves gennem generationer, eller at et selskab skal tilfalde børn, børnebørn, oldebørn osv. – uden at dine direkte arvingers ægtefæller får andel i formuen.
Det har skatte- og afgiftsmæssige konsekvenser, som bør overvejes nøje – men det er en måde at bevare en større formue i familien.
Arv til børnebørn
Ønsker du at springe en generation over – f.eks. fordi dine børn ikke har behov for hele eller dele af arven – kan du i dit testamente bestemme, at dine børnebørn skal arve en del af din formue direkte. Det kan samtidig mindske den samlede boafgift, da arven i så fald ikke først skal beskattes i dine børns dødsbo, før den går videre til næste generation.
Bestem selv, hvordan dine aktiver skal fordeles
Med et testamente kan du tage stilling til, hvordan dine aktiver konkret skal fordeles mellem dine arvinger. Måske ønsker du, at din datter overtager virksomheden eller sommerhuset, mens din søn skal modtage kontante midler. Har du sådanne ønsker, er det vigtigt at få dem nedfældet i et testamente.
Du kan også vælge at båndlægge arven, så den først udbetales, når arvingen har nået en bestemt alder. Det kan være hensigtsmæssigt, hvis du forventer at efterlade dig en større formue, og du ønsker at sikre, at arvingen har bedre forudsætninger for at forvalte arven ansvarligt.
Fremtidsfuldmagter
Det er vigtigt, at dine nærmeste kan træffe beslutninger på dine vegne, hvis du en dag bliver ramt af sygdom eller mister evnen til selv at varetage dine interesser. Med en fremtidsfuldmagt kan du på forhånd udpege, hvem der skal varetage dine interesser i både personlige og økonomiske forhold.
Det er en udbredt misforståelse, at ægtefæller automatisk kan handle på hinandens vegne i alle forhold. F.eks. kan din ægtefælle ikke sælge jeres fælles bolig uden dit samtykke – heller ikke selvom du er alvorligt syg. En fremtidsfuldmagt giver mulighed for at bemyndige ægtefælle eller anden nærtstående – ofte børn, til at træffe nødvendige beslutninger, når du ikke længere selv kan.
Er du virksomhedsejer, bør du i særlig grad overveje at oprette en fremtidsfuldmagt. Uden en sådan fuldmagt risikerer du, at virksomheden går i stå over en længere periode, fordi der ikke kan træffes væsentlige beslutninger, hvis du er ude af stand til det. En fremtidsfuldmagt kan derfor også indeholde bestemmelser om, hvem der må repræsentere dig i erhvervsmæssige forhold – og sikre virksomhedens fortsatte drift i dit fravær.
Kontakt
