Husk fradrag for ejendom i udlandet: Indberet korrekt og undgå unødig skat
Som ejer af en feriebolig i udlandet skal du betale ejendomsværdiskat til Danmark – på samme måde som for en dansk ejerbolig og med de samme satser. Derudover har du mulighed for at få fradrag for udenlandsk betalt skat og renteudgifter. Men det kræver, at du selv sørger for korrekt indberetning.
Hvad skal du være opmærksom på?
- Ny værdi af din ejendom: Du skal selv indberette en opdateret værdi af din udenlandske ejendom. Værdien fastsættes normalt ud fra ejendommens købspris, justeret med et prisindeks for det pågældende land for at svare til prisniveauet for danske ejendomme. Du kan finde de relevante indekstal på Skattestyrelsens hjemmeside her.
- Betalt udenlandsk skat: Har du betalt skat af ejendommen i udlandet? Husk at indberette det. Kun sådan sikrer du, at du får et eventuelt nedslag i den danske ejendomsværdiskat.
- Renteudgifter: Har du lån i din udenlandske ejendom? Så husk at tjekke, om renteudgifterne allerede er indberettet til Skattestyrelsen. Hvis banken har indberettet lånet som et udenlandsk lån (lån i en udenlandsk ejendom), kommer renteudgifterne nemlig ikke automatisk med i oplysningsskemaet. I så fald skal du selv sørge for at indberette dem, så du ikke går glip af fradraget. Vær samtidig opmærksom på ikke at indberette renteudgifterne dobbelt, hvis de allerede er med.
Skatterabat
Har du købt ejendommen før 1. januar 2024, gælder samme regler som for danske ejendomme: Der gives en skatterabat, så ejendomsværdiskatten i 2024 ikke overstiger den skat, du betalte i 2023. Denne rabat videreføres i de kommende år med samme beløb og stiger ikke yderligere – heller ikke hvis ejendommens værdi stiger fremover.
Yderligere information
Reglerne for ejendomsværdiskat på udenlandske ejendomme kan være komplekse. Det gælder især ved beregning af ejendommens værdi og håndtering af fradrag. Hos inforevision hjælper vi dig med at sikre korrekt indberetning og udnytte alle fradrag og skatterabatter, du er berettiget til.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp, er du altid velkommen til at kontakte os.