Kædesvig: Undgå at hæfte for svindlere
Pas på risikoen for svindel med skat og moms i leverandørkæden. Det kan ramme din virksomhed økonomisk. Her er gode råd.
Hvor godt kender du dine leverandører?
Spørgsmålet er vigtigt at forholde sig til, hvis man som virksomhed vil sikre sig mod uforvarende at blive involveret i svindel begået af leverandører og/eller underleverandører.
En typisk form for svindel kaldes kædesvig. Det foregår ved, at en virksomhed aftaler levering af serviceydelser fra en leverandør, der gennem kæder af underleverandører, stråmænd og fiktive virksomheder bevidst og systematisk snyder med skat og moms.
Ved at oprette fiktive fakturaer slører leverandøren, hvem der reelt udfører og betales for arbejdet og dermed skal betale skat og moms.
Momsfradrag, A-skat og AM-bidrag er i spil
Kædesvig kan få økonomiske konsekvenser for de virksomheder, der uforvarende er blevet udnyttet til svindelnumrene. De risikerer, at de ikke kan få fradrag for moms, og de kan også komme til at hæfte for svindlernes ubetalt A-skat og AM-bidrag.
Ifølge Skattestyrelsen foregår der hvert år systematisk svindel med skat og moms for store beløb.
Sådan undgår du kædesvig
For at undgå at din virksomhed bliver indblandet i kædesvig er det en god idé at kontrollere følgende:
- Om dine leverandører er momsregistrerede – søg på danske momsnumre her.
- Om dine leverandører er registrerede som arbejdsgivere og dermed betaler A-skat og am-bidrag – find virksomheder med arbejdsgiverregistrering her.
8 gode råd mod kædesvig
Læs mere om de 8 råd og om kædesvig på skat.dk.
1. Vær opmærksom på, om leverandøren ofte skifter kontonummer, navn eller cvr-nummer.
2. Er leverandørens pris væsentlig lavere end konkurrenternes?
3. Tjek, at fakturaen lever op til lovkravene, og betal digitalt.
4. Tjek, at din leverandør er registreret for moms.
5. Bed om identifikation på leverandør og ansatte.
6. Stil krav, hvis den købte ydelse udliciteres.
7. Undersøg selv forholdene hos leverandøren.
8. Vær opmærksom på særlige regler, hvis du bruger udenlandske leverandører.
Mere information
Hvis du har brug for rådgivning eller assistance i forbindelse med kædesvig, er du velkommen til at kontakte os.