Risikerer dine ansatte skattesmæk for julegaven? - Inforevision

Vær opmærksom på den skattefrie grænse for medarbejdergaver. I 2025 er bagatelgrænsen 1.400 kr. – og overskrides den, bliver hele julegaven skattepligtig.

Forside Risikerer dine ansatte skattesmæk for julegaven?

Risikerer dine ansatte skattesmæk for julegaven?

Vær opmærksom på den skattefrie beløbsgrænse for gaver – også kaldet bagatelgrænsen. Den er lidt mere indviklet, end man lige regner med.

I 2025 er bagatelgrænsen 1.400 kr. Det betyder, at en virksomhed i år må give hver af sine ansatte gaver for samlet set 1.400 kr. inklusive moms. Hvis julegaven alene overstiger dette beløb og har en pris på fx 1.450 kr., skal medarbejderen betale skat af hele beløbet – og altså ikke kun af de 50 kr., som er den del, der overstiger bagatelgrænsen.

December kan redde stemningen

Som nævnt er det vigtigt at være opmærksom på, at bagatelgrænsen omfatter alt, hvad virksomheden har givet sine medarbejdere i løbet af hele året.

Det vil sige, at hvis gaveregnen fra hjørnekontoret udebliver i årets første 11 måneder, kan julestemningen reddes på målstregen med en gave på op til 1.400 kr.

Julegaven har særstatus

I det hele taget har julegaven fra arbejdsgiveren en særstatus. Reglerne siger nemlig, at hvis julegaven har en værdi på højst 1.000 kr., så er den altid skattefri – uanset at årets samlede gaver overstiger bagatelgrænsen på 1.400 kr.

Man skal dog være opmærksom på, at værdien af julegaven indgår i opgørelsen af årets samlede gaver, og dermed også i bagatelgrænsen. Har man fx fået en julegave til 1.000 kr. og en påskegave til 500 kr., så er påskegaven skattepligtig, fordi man i årets løb samlet set har fået gaver for mere end 1.400 kr.

Virksomheden kan i øvrigt ikke fratrække moms af udgifter til køb af julegaver.

Gavekort til ubegrænset sortiment er skattepligtigt

Som arbejdsgiver må du gerne give medarbejderen et gavekort i julegave, men hvis det skal være omfattet af den såkaldte bagatelgrænse, skal gavekortet have en begrænset anvendelse, fordi det ikke må kunne sidestilles med kontanter.

Fx vil et gavekort til et stormagasin være skattepligtigt for medarbejderen, mens et gavekort til en udvalgt middag på en specifik restaurant er omfattet af bagatelgrænsen på 1.400 kr.

Mere information

Har du brug for rådgivning eller assistance i forhold til personalegoder, er du velkommen til at kontakte inforevisions skatteafdeling. Læs mere om os og vores ydelser her.

Flemming Saabye
Leder af skatteafdelingen
T: 39 53 50 38

Jannik Petersen
Skatterådgiver
T: 39 53 50 47

Medarbejdere
140

Kunder
3900

Omsætning
+150 mio.

Etableringsår
1986

Vækst pr. år
10%