Vækstfonden stiller garanti for 70 % af bankernes nye lån eller driftskredit til virksomheder, der forventer tab på minimum 30 %.

Covid-19: Garantier skal lette lån og kreditter til SMVer

Vækstfonden kan nu stille en Covid-19 garanti, der giver sikkerhed for bankerne. Forventningen er, at det vil lette virksomhedernes adgang til lån og kreditter.

Mange virksomheder er ramt på deres indtjening som en følge af COVID-19. Nu kan Vækstfonden stille en garanti for de nye lån eller driftskreditter, som bankerne (herunder finansieringsinstitutter, leasingselskaber m.v.) yder til små og mellemstore virksomheder.

Med ordningen stiller Vækstfonden garanti for 70 % af bankernes nye lån eller driftskredit til virksomheder, der har lidt eller forventer at lide et tab i omsætningen på minimum 30 % som følge af COVID-19.

Garantirammen er på i alt 17,5 milliarder kroner plus en tabsramme på cirka 5 milliarder kroner. I alt kan det udløse udlån på op til 25 milliarder kroner.

Målgruppe

I denne forbindelse defineres SMV’er som virksomheder, der

  • beskæftiger under 250 personer og
  • har en årlig omsætning på højst 50 mio. euro og/eller
  • en samlet årlig balance på højst 43 mio. kr. 

Uanset branche kan kreditværdige SMV’er komme ind under garantiordningen. Det gælder både for danske, grønlandske og færøske virksomheder. 

Indhold

Vækstfonden garanterer for 70 % af bankernes nye lån eller driftskredit til virksomheder, der har lidt eller forventer at lide et tab i omsætningen på mindst 30 % som følge af COVID-19.

Garantiordningen dækker for lån og kreditter i perioden fra 1. marts 2020 til 30. september 2020. Virksomhedens forventede omsætningstab kan være for hele eller dele af denne periode, dog minimum en periode på 14 dage.

Vækstfonden kan stille garanti for lån eller driftskredit til samme virksomhed flere gange, dog ikke for samme periode.

Praktiske forhold

  • Det forventede omsætningstab opgøres som forskellen mellem virksomhedens forventede omsætning i den fremtidige del af den periode, der søges om garanti om, og omsætningen i den tilsvarende periode i 2019.
  • Når virksomheder udregner det forventede omsætningstab, skal de fraregne den kompensation for tab, som de forventer at modtage fra andre statslige ordninger, forsikringer eller lignende. 
  • Hvis der ikke foreligger regnskabstal for virksomhedens omsætning i den relevante periode i 2019, eller er omsætningen i den relevante periode i 2019 ikke er retvisende, opgør banken skønsmæssigt virksomhedens omsætningstab på grundlag af virksomhedens budgetterede omsætning.
  • Vækstfonden skal informeres om den endelige opgørelse af omsætningstabet. 
  • Ender virksomhedernes tab med at være lavere end forventet, reduceres garantien tilsvarende. Ved omsætningstab under de 30 %, bortfalder garantien helt. 
  • Er en virksomheds likviditetstab højere end omsætningstabet, kan virksomheden ikke få dækket mere end sit omsætningstab. 
  • Lån, som Vækstfonden yder garanti for, kan ikke anvendes til at afdrage eller nedbringe virksomhedens øvrige kreditter. 

Løbetid og pris

  • Garantien har en løbetid op til syv år og nedskrives årlig lineært i løbetiden. Prisen for en COVID-19-kaution for SMV’ere består af en stiftelsesprovision på 2.500 kroner samt en årlig provision på 1 % af det beløb, der garanteres for.
  • Vækstfonden oplyser, at det er långiver, der indbetaler stiftelsesprovision og den løbende årlige præmie på vegne af virksomheden.  Præmien betales helårligt forud.
  • Garantien kan ophæves løbende – dog vil forudbetalt provisionspræmie ikke blive tilbagebetalt. Betalt præmie refunderes ikke, uanset at COVID-garantien måtte ophøre og uanset årsagen hertil.

Ansøgning og dokumentation

Garantien skal ikke søges af virksomheden selv, men gennem bank eller finansieringsinstitut. Herefter foregår bankens eller finansieringsinstituttets ansøgning elektronisk inde på Vækstfondens hjemmeside. 

Vækstfonden skal herefter acceptere anmeldelsen – man bestræber sig på at svare inden for 48 timer.

Ansøgningen blandt andet skal indeholde:

  • Oplysninger om virksomheden
  • Finansiering – lånets/kredittens størrelse/periode, som der ansøges om garanti for m.m.
  • Yderligere oplysninger, herunder regnskabstal for virksomheden
  • Der kan ikke søges om garanti efter den 15. oktober 2020.

Som dokumentation skal virksomhederne opgøre deres likviditetsbehov, inklusive investeringsbehov (likviditetsbudget) i perioden fra ansøgningstidspunktet og 18 måneder frem.

Banken skal umiddelbart efter ”omsætningstabsperiodens” udløb sammen med virksomheden afklare, om det forventede omsætningstab er realiseret. Opgørelsen af det realiserede tab skal videregives til Vækstfonden senest 60 dage efter udløbet af ”Omsætningstabsperioden”. 

Undladelse af en sådan meddelelse kan medføre, at Covid-garantien er ugyldig.

Vækstfonden har ret til at kontrollere, om det tab, der er lagt til grund for garantien, er opgjort korrekt.

Revisorbistand

Vækstfonden kan kræve en erklæring fra revisor på, at det realiserede omsætningstab er opgjort korrekt.

Banken afholder omkostningerne til revisor. FSR – danske revisorer er i gang med at udarbejde en sådan erklæring.

Nyheder og viden

Viden & nyheder

Bliv løbende opdateret med viden, værktøjer og aktuelt nyt til dig og din virksomhed.

Tilmeld dig vores e-nyhedsbrev og få nyheder og relevant viden.

Jeg acceptérer
Vores ydelser
Medarbejdere
140
Kunder
3100
Omsætning
+120 mio
Etableringsår
1986
Vækst pr. år.
10 %
+45 39 53 50 00

info@inforevision.dk

inforevision

Buddingevej 312
2860 Søborg

CVR-nr. 19263096

Genveje