Ingen kender udfaldet af forhandlingerne, men hvis din virksomhed importerer fra eller eksporterer ...
24. oktober 2019

Brexit: Vær godt forberedt

Ingen kender udfaldet af forhandlingerne, men hvis din virksomhed importerer fra eller eksporterer til Storbritannien, er der en række forholdsregler, du bør tage.

Et Brexit står for døren – eller gør det? I skrivende stund har det britiske Underhus for første gang, formelt godkendt en Brexit-plan. Men parlamentet har til gengæld forkastet den stramme tidsplan, der skulle få aftalen igennem med virkning fra 31. oktober 2019.

Risikoen for en såkaldt ”Hård Brexit” – dvs. at Storbritannien udtræder af EU uden en gensidig aftale på en lang række områder – vurderes mindre sandsynlig nu, men tidsplanen er altså fortsat uafklaret. Efter godkendelsen af planen i det britiske Underhus er en udsættelse af Brexit dog blevet mere spiselig for de resterende 27 EU-lande, og EU’s præsident Donald Tusk har anbefalet en forlængelse. Den skal dog først vedtages enstemmigt i EU.

Virksomheden skal registreres som eksportør/importør

På grund af den uafklarede situation er det ekstra vigtigt, at man som virksomhed forbereder sig på et Brexit uden en aftale. Blandt andet er det nødvendigt at blive registreret hos Erhvervsstyrelsen for at kunne eksportere eller importere varer til/fra Storbritannien, og for at kunne lave eksportangivelser eller importangivelser.

  • Eksportør: Hvis din virksomhed eksporterer varer til Storbritannien, og ikke har eksporteret varer til lande uden for EU før, skal virksomheden registreres hos Erhvervsstyrelsen på virk.dk.
  • Importør: Hvis din virksomhed importerer varer fra Storbritannien, og ikke har importeret varer fra lande uden for EU før, skal virksomheden importregistreres hos Erhvervsstyrelsen på virk.dk.

Det koster ikke noget at blive registreret, så der er principielt ingen grund til at udsætte det.

Sådan angiver din virksomhed eksport og import til lande uden for EU

Eksport: Varer, der skal eksporteres til et land uden for EU, skal angives i eksportsystemet e-Export. Virksomheden kan gøre det selv eller få en speditør eller transportør til at gøre det.

Import: Varer, der ankommer til Danmark fra et land uden for EU, skal angives elektronisk i Importsystemet. Virksomheden kan gøre det selv eller få en speditør eller transportør til at gøre det. I skal have et såkaldt EORI-nummer (DK + CVR-nummer) for at importere varer til EU, herunder Danmark, og I skal kende varekoden på den vare, som skal importeres. Den 10-cifrede varekode bruges til at beregne den told, der skal betales.

Skal virksomheden regulere leveringsbetingelser, priser m.v.?

Toldsatserne vil som udgangspunkt blive fastlagt ud fra nuværende tariffer, men toldbehandling og andre forhold kan medføre øgede administrative byrder og omkostninger for virksomheden.

Overvej derfor, om fremtidige omkostninger skal indgå i reguleringer af prissætningen på de varer, der eksporteres til Storbritannien eller omvendt.

Den fremtidige toldbehandling m.v. kan også forventes at medføre forlængede ekspeditions- og leveringstider. Derfor kan det være værd at overveje, om virksomhedens leveringsbetingelser m.v. skal ændres eller justeres, og hvem af parterne, der kan blive gjort ansvarlig for transporten ind- eller ud af Storbritannien. 

Vær opmærksom på særlige varebestemmelser

Som virksomhed skal I være opmærksomme på, at der kan være særlige bestemmelser for nogle varetyper – fx lægemidler, fødevarer, levende dyr m.m.
Det skal angives i eksportsystemet e-Export i forbindelse med eksport, eller i toldsystemet i forbindelse med import.

Moms ved eksport og import

Ved eksport til lande udenfor EU kan I som virksomhed sælge varer og ydelser uden moms, hvis I kan dokumentere, at varerne er udført af EU.

Virksomheden skal også være opmærksom på, at når Storbritannien har forladt EU, skal salg ikke længere indberettes som EU-salg uden moms i TastSelv/Erhverv. Her skal I i stedet følge reglerne for eksport.

Momsfrie salg af varer og ydelser til lande uden for EU skal indberettes i rubrik C i momsangivelsen.

Når virksomheden indfører varer fra lande uden for EU, skal der også betales importmoms. Der skal beregnes importmoms på 25 % af toldværdien tillagt eventuelle yderligere transport- og forsikringsomkostninger.

Importmomsen oplyses og afregnes via virksomhedens momsindberetning. Importmomsen kan dog fratrækkes i de fleste tilfælde ligesom købsmoms på andre varer m.v., som du køber af en dansk virksomhed.

Når der indkøbes ydelser i lande uden for EU, gælder der andre regler.

Punktafgifter ved import/EMCS ved handel med Storbritannien

Punktafgifter er særlige afgifter på fx øl, vin, spiritus og chokolade m.v. Hvis virksomheden importerer varer, der er pålagt punktafgifter, fra Storbritannien, skal den registreres for afgiften og i nogle situationer stille sikkerhed for punktafgifterne.

Hvis virksomheden er godkendt til at handle med punktafgiftspligtige varer, skal EU’s forsendelsessystem EMCS bruges som normalt frem til Brexit.

Efter Brexit kan din virksomhed ikke længere bruge EMCS ved handel med Storbritannien, der jo skifter status til ikke-EU-land. Herefter skal virksomheden i stedet følge toldreglerne ved forsendelser af punktafgiftspligtige varer mellem Danmark og lande uden for EU.

Tilpasning af virksomhedens økonomisystem til Brexit

Det kan blive nødvendigt at tilpasse stamkort m.v. på debitorer og kreditorer, når samhandel med Storbritannien ikke længere skal håndteres som samhandel inden for EU.

Det kan også blive relevant at opbevare dokumentation for, om varer er indført eller udført af EU.

Fremtidig samhandel kan desuden få betydning for indberetning af intrastat-oplysninger m.v.

Følg udviklingen

Du kan følge udviklingen i de politiske forhandlinger på um.dk/brexit. Du kan også holde dig ajour hos Skattestyrelsen og Toldstyrelsen på skat.dk/brexit.

Mere information

Har du spørgsmål, eller ønsker du råd og vejledning om skat, moms og afgifter, er du velkommen til at kontakte inforevisions skatteafdeling.

Moms- og afgiftskonsulent
Michael Sølund
T: 39 53 50 05
mic@inforevision.dk