Som en del af finansloven har regeringen i samarbejde med forligspartierne vedtaget, at der i 2020 ...
14. januar 2020

Fri telefon og internet undgår ikke beskatning i 2020

For to år siden vedtog Folketinget at fjerne beskatningen af fri telefon og internet fra og med 2020, men det kommer alligevel ikke til at ske. I stedet ændres skattesatserne en smule. 

Som en del af finansloven har regeringen i samarbejde med forligspartierne vedtaget, at der i 2020 alligevel skal ske beskatning af fri telefon og internet. Det eneste, der bliver ændret, er værdien af fri telefon og internet.

For 2020 beskattes medarbejdere af telefon, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren for privat brug, med 2.900 kr. (2.800 kr. i 2019).

Her skal du ikke betale skat af arbejdstelefonen

En arbejdsmobiltelefon beskattes dog fortsat ikke, hvis:

  • Telefonen er nødvendig for at kunne udføre arbejdet
  • Medarbejderen og arbejdsgiveren har indgået en tro og love-erklæring om, at telefonen kun må bruges erhvervsmæssigt
  • Arbejdsgiveren fører en vis kontrol med brugen

Samlet beskatning, hvis du råder over både fri telefon og fri internet

En medarbejder, der privat råder over en internetforbindelse uden adgang til arbejdsgiverens netværk, bliver beskattet på samme måde som ved fri telefon – dvs. af 2.900 kr. om året i 2020 (2.800 kr. i 2019).

Råder man privat over både fri telefon og fri internetforbindelse, sker der en samlet beskatning. Her er man som medarbejder alene skattepligtig af 2.900 kr. om året i 2020 (2.800 kr. i 2019). De samme skattesatser gælder, selvom man kun råder privat over en af delene – fx fri telefon.

Værdien af fri telefon, herunder fri datakommunikationsforbindelse, er arbejdsmarkedsbidragspligtig A-indkomst.

Reglerne om ægtefællerabat på 25 % fortsætter som hidtil.

Mere information

Har du spørgsmål, eller ønsker du råd og vejledning om skat, moms og afgifter, er du velkommen til at kontakte inforevisions skatteafdeling.

Leder af skatteafdelingen                             
Flemming Saabye                                                              
T 39 53 50 38
FSA@inforevision.dk

Skattekonsulent
Tina Rosendal Jensen
T 39 53 50 92
TRJ@inforevision.dk