Der findes mange flere punktafgifter end dem, vi kender på fx chokolade, cigaretter og spiritus. ...
6. juni 2017

Der findes mange flere punktafgifter end dem, vi kender på fx chokolade, cigaretter og spiritus. Virksomheder skal være særligt opmærksomme på pligten til at registrere sig.

I Danmark har vi en lang tradition for at pålægge udvalgte varer afgifter, der regulerer efterspørgslen. I fagsprog kaldes afgifterne for punkt-, miljø- eller energiafgifter.

De fleste kender afgifterne på øl, vin, spiritus og cigaretter m.v., men der findes mange andre og oversete punktafgifter, og i modsætning til private forbrugere skal virksomheder være særligt opmærksomme, fordi virksomheders køb, salg og produktion altid får konsekvenser for pligten til at betale punktafgifter.

I hovedtræk er der punktafgifter på følgende varegrupper:

  • Is, chokolade og sukkervarer
  • Tobak, cigaretter, skrå og snus
  • Øl, vin og spiritus
  • Kaffe, the og ekstrakter
  • Mandler, nødder og visse kerner
  • Emballager, poser, engangsservice og pvc-folier
  • Bærbare batterier og akkumulatorer
  • Dæk
  • Pvc og ftalater
  • Køretøjer
  • Benzin, diesel, gas, kul, mineralolier og elektricitet
  • Glødelamper og elektriske sikringer
  • Visse forsikringer
  • Bekæmpelsesmidler og klorerede opløsningsmidler
  • En række forskellige miljøafgifter, råstoffer og affald
  • Spil, væddemål og klasselotteri

Virksomheder skal være særligt opmærksomme

Som udgangspunkt er der to situationer, hvor virksomheden har pligt til at lade sig registrere, angive og betale punktafgifter:

  • Ved indkøb fra udlandet af varer, som er omfattet af punktafgiftspligten
  • Ved produktion af varer, der er omfattet af punktafgiftspligten

Normalt skal man angive og betale punktafgifter hver måned. Der findes flere former for registrering, afhængig af den enkelte punktafgiftslov. Der kan i nogle situationer være krav om sikkerhedsstillelse. Man registrerer sig hos Erhvervsstyrelsen på Virk.dk.

Her går det tit galt

I Danmark er det generelt nemt at starte virksomhed, men til gengæld kan det være svært at holde sig ajour med de mange regler og administrative opgaver, der følger med. I inforevision oplever vi, at både større og mindre virksomheder overser punktafgiftspligten – særligt ved indkøb af varer fra udlandet, hvor virksomhederne glemmer at registrere og betale afgifterne.

Det er ofte de lidt mere ukendte punktafgifter på kaffe, the, engangsservice, emballager og varer med indhold af nødder og chokolade, som virksomhederne overser.

Mere information

Er du i tvivl om, hvorvidt din virksomhed skal betale punktafgifter, eller har du spørgsmål om moms og afgifter, er du velkommen til at kontakte inforevision.

Moms- og afgiftskonsulent
Michael Sølund
T 39 53 50 05
mic@inforevision.dk