Der er fra 2018 kommet et højere bundfradrag, hvis du lejer ud gennem bureau. Der er ikke sket ...
28. maj 2019

Højere fradrag ved udlejning af dit sommerhus

Nye regler betyder, at du fra 2018 kan få et højere bundfradrag, hvis du udlejer dit sommerhus ud gennem et bureau, end hvis du selv står for udlejningen.

Der er fra 2018 kommet et højere bundfradrag, hvis du lejer ud gennem bureau. Der er ikke sket ændringer i reglerne ved privat udlejning. Her kan du læse om de forskellige regler, når du skal beregne den skattepligtige indkomst ved udlejning af dit sommerhus.

Læs også: Højere fradrag ved delvis udlejning af din helårsbolig (ejer, leje eller andel)

Nuværende regler: Skattepligtig indkomst ved privat sommerhusudlejning

Hvis du lejer ud privat, er de første 11.000 kr. pr. fritids-/sommerbolig skattefrie i 2018. Kun 60 % af den indkomst, der overstiger bundfradraget, bliver beskattet som kapitalindkomst.

Eksempel Kroner
Lejeindtægter inkl. el, varme og vand 29.000
Bundfradrag (11.000 kr.) - 11.000
Overskud 18.000
Skattepligtig indkomst (60 %) 10.800

Nye regler: Skattepligtig indkomst ved sommerhusudlejning gennem bureau

For udlejning af fritids-/sommerbolig gennem et bureau bliver det årlige bundfradrag forhøjet fra 21.900 kr. til 40.000 kr. fra 2018. Kun 60 % af den indkomst, der overstiger bundfradraget, bliver beskattet som kapitalindkomst. I ovenstående eksempel er der således intet til beskatning, da indtægten er under 40.000 kr.

Hvis du fortsat udlejer privat, vil bundfradraget blive fastsat efter de nuværende regler. 

Regnskabsmæssig metode

Udover de to ovenstående bundfradragsmetoder har du også mulighed for at vælge den regnskabsmæssige metode, når du udlejer din fritids-/sommerbolig og skal beregne skatten.

Med regnskabsmetoden har du mulighed for at få nedsat din ejendomsværdiskat forholdsmæssigt i forhold til udlejningsperioden. Den mulighed har du ikke med bundfradragsmetoden.

Hvis du vælger den regnskabsmæssige metode, kan du ikke på noget tidspunkt skifte til metoden med bundfradrag for den pågældende ejendom.

Du skal lave en opgørelse over lejeindtægter og de faktiske udgifter således:

  • Indtægter (bruttoindtægter)
  • Udgifter som direkte er forbundet med udlejningen, f.eks. annoncering
  • Udgifter (forholdsmæssig del)
    • El, vand og varme
    • Ejendomsskat
    • Vedligeholdelsesudgifter og afskrivninger på inventar (dog ikke hårde hvidevarer)

Udgifter til vedligeholdelse af selve ejendommen kan ikke trækkes fra.

Den forholdsmæssige del opgøres som de udlejede uger og 52 uger.

Eksempel (hvor sommerboligen har været udlejet i 10 uger) Kroner
Lejeindtægt inkl. el, varme, vand 45.000
Annoncering - 8.000
Udgifter til el, varme og vand i udlejningsperioden - 4.000
Forholdsmæssig andel af indboforsikring (10/52) - 1.200
Forholdsmæssig andel af ejendomsskat (10/52) - 2.300
Skattepligtig indkomst 29.500

Yderligere information

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte inforevisions skatteafdeling.

Flemming Saabye
Leder af skatteafdelingen
T: 39 53 50 38
fsa@inforevision.dk

Jannik Petersen
Skattekonsulent
T: 39 53 50 47
jpe@inforevision.dk

Tina Rosendal Jensen
Skattekonsulent
T: 39 53 50 92
trj@inforevision.dk