En hård Brexit kan påvirke danske virksomheder på en lang række områder, fx som told, ...
21. marts 2019

UKs exit fra EU – hvad så?

Efter snart to års forhandlinger mellem Storbritannien og EU tyder det på, at der på nuværende tidspunkt ikke kan godkendes en Brexit-aftale i det britiske underhus. Derfor er der risiko for en såkaldt ”hård Brexit”, hvor Storbritannien træder ud af EU uden gensidig aftale på en lang række områder. Det vil også omfatte den fremtidige håndtering af varer, tjenesteydelser, medarbejdere mv. 

En hård Brexit har betydning for danske virksomheder, der fx:

  • direkte eller via datterselskaber i EU-lande har samhandel med Storbritannien 
  • har EU-borgere ansat i Storbritannien
  • har borgere fra Storbritannien ansat i Danmark eller i et datterselskab i et andet EU-land.

Danske virksomheder kan således blive påvirket på en række områder, og det kræver nogle specifikke overvejelser.

Økonomisystemet

Det kan blive nødvendigt med tilpasninger af stamkort m.v. på debitorer og kreditorer, når samhandel ikke længere skal håndteres som samhandel inden for EU.

Det kan også blive relevant at opbevare dokumentation for, om varer er indført eller udført af EU. 

Fremtidig samhandel vil desuden få betydning for såvel momsindberetningen som afgivelse af intrastatoplysninger m.v.

Tolden

Hvis virksomheden ikke allerede er registreret som importør eller eksportør hos skattemyndighederne i forbindelse med varehandel med kunder og leverandører udenfor EU, skal disse registreringer bringes på plads ved en fremtidig samhandel med Storbritannien.

Toldbehandling og andre forhold kan medføre øgede administrative byrder og omkostninger for virksomheden. Derfor bør I overveje, om fremtidige omkostninger skal indgå i reguleringer af prissætningen på de varer, I eksporterer til Storbritannien eller omvendt.

Ved en hård Brexit vil der potentielt skulle pålægges told på de varer, som danske virksomheder eksporterer til kunder i Storbritannien i henhold til de gældende toldtariffer. Derfor er det vigtigt, at du inden Brexit kender toldsatsen på de varer, din virksomhed eksporterer til Storbritannien. Toldsatserne vil som udgangspunkt blive fastlagt ud fra gældende toldtariffer. Storbritannien har forpligtet sig til at anvende princippet om ”most-favoured-nation” i overensstemmelse med den aftale, de har indgået med WTO. De kan dog vælge at anvende lempeligere toldsatser end de aftalte.

Den fremtidige toldbehandling m.v. kan også forventes at medføre forlængede ekspeditions- og leveringstider. Det bør overvejes, om virksomhedens leveringsbetingelser m.v. skal ændres eller justeres, og hvem af parterne, der kan blive gjort ansvarlig for transporten ind eller ud af Storbritannien. 

Valutaen

Det britiske pund (GBP) har allerede oplevet en meget turbulent periode de seneste år. Det er usikkert, hvordan finansmarkederne i fremtiden vil reagere på en hård Brexit og dermed, hvordan kursen på britiske pund (GBP) vil udvikle sig.

I bør derfor afklare, i hvilket omfang virksomheden vil blive påvirket af fremtidige udsving i valutakursen. Her kan det være nødvendigt at vurdere, hvor grænsen går, før en forretning ikke længere er rentabel. Her bør I overveje, om det vil være relevant at kurssikre samhandel med GBP på allerede indgåede aftaler om fremtidige leverancer m.v.

Medarbejderne

Hvis I har EU-borgere ansat i fx et datterselskab i Storbritannien, eller hvis I har personer med britisk pas ansat i den danske virksomhed eller i et datterselskab inden for EU, så vil de ikke længere være omfattet af den frie bevægelighed inden for EU. Det betyder, at de vil skulle søge om opholds- og arbejdstilladelse i henholdsvis EU eller Storbritannien.

Det kan også blive en udfordring, hvis ansættelsen kræver særlige faglige eller uddannelsesmæssige kompetencer, som efter Brexit ikke længere vil blive anerkendt i henholdsvis EU eller Storbritannien.

Der arbejdes på en række overgangsordninger, men på nuværende tidspunkt ser de kun ud til at gælde for medarbejdere, der inden Brexit havde ophold og arbejde i EU eller Storbritannien. Dvs. at medarbejdere, der tiltræder efter denne dato, ikke kan forventes at være omfattet af eventuelle lempeligere registreringskrav, men skal ansøge om opholds- og arbejdstilladelse, som kom de fra et tredjeland.

På en række andre områder kan der opstå udfordringer efter en Storbritanniens udtræden. Det gælder fx EU-certificeringer, herunder britiske certificeringer, der hidtil har været gældende for hele EU, og licenser. Også på persondataområdet kan der opstå udfordringer.

Mere information

Du kan finde en mere detaljeret gennemgang på virk.dk, og du er velkommen til at kontakte inforevisions eksperter på it, told- og momsområdet.

Moms- og afgiftskonsulent
Michael Sølund
T 39 53 50 05
MIC@inforevision.dk

Partner, it
Dennis Deis
M 40 73 99 63
dc@inforevision.dk