Få besked, når der er nyt

Vil du holde dig up-to-date? Tilmeld dig vores infoupdate. Så får du direkte besked, når vi publicerer nyt indhold, der er aktuelt for dig.

Jeg accepterer


Generationsskiftet i Per Andersen A/S er et mønstereksempel på, hvordan man som ejerleder kan fremtidssikre sin virksomhed og familie. Alle var parate og afklarede, da processen blev sat i gang, og økonomisk har skiftet været fornuftigt for begge ...

“Man kan ikke have to generaler”

Per Andersen har tre sønner, men der har aldrig været nogen diskussion om, at den ældste, Tommy, skulle overtage flyttefirmaet. ”Jeg har sagt, hvordan jeg gerne ville have det, og det har der været fuld accept af hele vejen rundt,” siger den passionerede flyttemand og cykelrytter. Sammen med sin søn har han gennemført et glidende generationsskifte, og det er gået så glat, at ingen rigtigt har bemærket det.

”De sidste 5-6 år har jeg bevidst ikke været den, der har tegnet virksomheden udadtil. Kunderne skal ikke spørge efter mig, men efter Tommy, og det er gået så godt, at selv nogle af vores egne chauffører knap ved, hvem jeg er.”

Per Andersen smiler tilfreds. Han er 65 år, tidligere cykelrytter på landsholdet i banecykling og stadig stærk som en okse. Han har taget sin tørn for holdet i både sport og arbejdsliv, og det er tydeligt, at Per Andersen har været vant til at lægge sig i spidsen og til at sidde for bordenden.

Men nu nyder han at ligge i læ lige bag ved sønnen, den 41-årige Tommy Andersen, der i dag er direktør og hovedaktionær i det flyttefirma, Per grundlagde for over 35 år siden.

Ens vilkår for alle

Den formelle del af generationsskiftet blev gennemført i 2016, men forberedelserne begyndte egentlig for 20 år siden, hvor Tommy blev ansat i Per Andersen A/S fra en stilling i det daværende FDB.

”Jeg kunne rigtigt godt lide arbejdet og var også drevet af bevidstheden om, at det var familiens virksomhed. Jeg kom fra en seriøst topstyret organisation, men her blev der truffet beslutninger hurtigt, og jeg fik medbestemmelse og indflydelse. Det var meget mere mig, og sådan har jeg det stadig,” siger Tommy Andersen.

Tommy har to yngre brødre, Peter og Simon, men det har altid været planen, at han som den ældste og mest interesserede skulle overtage selskabet. ”Jeg har sagt, hvordan jeg gerne ville have det, og det har der været fuld accept af hele vejen rundt. Peter og Simon har andre interesser jobmæssigt, og økonomisk bliver de alle tre behandlet ens,” siger Per Andersen.

“Vi kan takke krisen for, at vi i dag har en sund virksomhed med fornuftige resultater.”
Tommy og Per Andersen

Han har opdraget sine børn til arbejdsomhed og ordentlighed, og at man arbejder sig op fra bunden – i særdeleshed, når man er søn af chefen: ”Alle mine drenge har arbejdet i firmaet, og det har været på lige vilkår med alle andre. Særligt med Tommy har det været vigtigt, at han lærte det hele at kende. Jeg sendte ham i marken et par år, hvor han først deltog i flytninger og siden kørte transporter i hele Europa. Han var desuden i vores logistikvirksomhed, og kom selvfølgelig også på kontoret.”

En lærerig krise

Selv er Per Andersen autodidakt og har aldrig fået en formel uddannelse, og selvom det er gået meget godt alligevel, var han klar over, at Tommy skulle klædes bedre på.
Nødvendigheden af at have de rigtige kompetencer kom til at stå knivskarpt for Per og Tommy Andersen i 2008. Virksomheden havde siden starten oplevet vækst og var to år i træk blevet kåret som gazelle-virksomhed. På lønningslisten stod der 37 ansatte, og en pænt stor flåde af lastbiler kørte i pendulfart ind og ud af virksomhedens gitterport på Kristinehøj i Kastrup. Så kom finanskrisen.

”Den ramte os hårdt. Vi mistede en del kørsel, og krisen tvang os til at gennemgå alt og trimme forretningen. Vi fik solgt gamle biler, skåret overflødige udgifter fra og afskrevet anlægskapitalen, så vi til sidst stod med en langt mere gennemskuelig og strømlinet virksomhed. Vi lærte simpelthen at se på omkostningerne, og hvor vi før gennemgik regnskaberne en gang om året, er det nu en gang om måneden. Vi kan takke krisen for, at vi i dag har en sund virksomhed med fornuftige resultater,” siger Tommy og Per Andersen.

Flere tilløb til generationsskifte

Med krisen i frisk erindring gik Tommy ’i lære’ hos virksomhedens tidligere revisor og nuværende bestyrelsesmedlem. Her lærte den kommende direktør at læse og fortolke regnskaberne fra bunden. ”Og så begyndte vi for alvor at køre firmaet som en rigtig professionel forretning,” siger far og søn.

”Generationsskiftet i Per Andersen A/S er et mønstereksempel på, hvordan man som ejerleder kan fremtidssikre sin virksomhed og sin familie gennem grundig forberedelse og langsigtet planlægning.”
Statsautoriseret revisor Per Jensen, partner i inforevision.

I 2010 tog familien første gang tilløb til et generationsskifte, men valgte alligevel at vente. ”Krisen havde gjort bankerne meget forsigtige. De ville have, at jeg personligt kautionerede for alt, og den risiko var jeg ikke parat til at tage på det tidspunkt. Jeg havde to små børn og et nybygget hus, og der skete jo ikke noget ved at fortsætte, som det var. Firmaet kørte fint, og Per havde ikke noget imod at beholde tøjlerne,” siger Tommy Andersen.

Rådgivning i øjenhøjde

Det næste forsøg endte med et gennemført generationsskifte i 2016. inforevision var i mellemtiden blevet revisor og rådgiver for Per Andersen A/S, og efter en årrække med fine regnskaber stod det klart, at tiden var inde.

inforevision og advokaterne kom med et oplæg over de forskellige muligheder, og de forklarede alting i et sprog, som vi kunne forstå. Vi var i øjenhøjde, og det gjorde, at vi følte os klar, fordi vi kunne gennemskue, hvad vi gik ind til. inforevision klarede også papirarbejdet, så vi skulle egentlig bare deltage i møderne,” siger Tommy Andersen. Hans far supplerer: ”Jeg tror egentlig, jeg var mere parat dér end første gang. Og nu havde jeg også set, at Tommy kunne køre firmaet selv og gennemføre dét, han gerne ville. Det er altid dejligt at se sine børn lykkes med det, de gerne vil.”

”Generationsskiftet i Per Andersen A/S er et mønstereksempel på, hvordan man som ejerleder kan fremtidssikre sin virksomhed og sin familie gennem grundig forberedelse og langsigtet planlægning. Alle var parate og afklarede, da vi satte processen i gang, og økonomisk har skiftet været fornuftigt for begge generationer,” siger statsautoriseret revisor Per Jensen, partner i inforevision.

”Man kan ikke have to generaler”

Der er ikke sat en dato for Per Andersens sidste arbejdsdag, og han har fortsat sin gang i firmaet. I ny og næ kører han en eksprestur for Tommy, og ude på lageret har han et værksted, hvor han bygger messestande for nogle af sine mangeårige kunder. Han har også beholdt sit kontor. Her bor han dør om dør med Marianne, der udover at være familievirksomhedens bogholder også er Tommys mor og Pers kone.

Men direktør er Per Andersen ikke længere: ”Man kan ikke have to generaler. Det har jeg hele tiden været klar over, at jeg måtte lære at acceptere, og det har jeg det fint med. Jeg er slidt efter et fysisk hårdt arbejdsliv, og nu kan jeg lige så stille trække mig tilbage,” siger han.

www.flyt.dk