Den nye lov om hvidvask præciserer kravene til bl.a. banker, revisorer, advokater og ...
5. oktober 2017

Den nye lov om hvidvask præciserer kravene til bl.a. banker, revisorer, advokater og ejendomsmæglere. Loven skal forhindre, at kriminelle misbruger danske virksomheder til hvidvask og terrorfinansiering.

Hvidvask er at sikre udbytte fra en strafbar handling. Der kan være tale om penge eller andre værdier, som stammer fra handel med narko, menneskesmugling, våbensmugling, røveri, eller penge som er opnået gennem f.eks. underslæb, skatteunddragelse, bedrageri, korruption eller insiderhandel.

I den nye hvidvasklov defineres hvidvask som medvirken til eller forsøg på:

  • Uberettiget at tage imod eller give andre del i et økonomisk udbytte eller midler, der stammer fra en strafbar lovovertrædelse, herunder skatteunddragelse (skatteunddragelse dækker både direkte og indirekte skatter og dermed også moms og afgifter)
  • Uberettiget at skjule, opbevare, transportere eller på anden måde hjælpe nogen til at sikre økonomisk udbytte eller midler fra en strafbar lovovertrædelse.

Hvordan foregår hvidvask?

Hvidvasktransaktioner kan være meget forskellige og kan foregå i flere faser, men oftest handler det om at få udbyttet til at se lovligt ud, og processen er ikke nødvendigvis kompliceret. Der kan være tale om hvidvask, hvis man fx indsætter kontanter på en bankkonto eller veksler til en anden valuta. Det kan også være tilstrækkeligt, at en person kortvarigt tillader en anden person at deponere penge på sin konto eller i en boks.

Hvad siger den nye hvidvasklov?

Overordnet skal de personer og virksomheder, der er omfattet af hvidvaskloven – det er fx banker, advokater, revisorer, ejendomsmæglere og skatterådgivere – sætte sig grundigt ind i, hvem deres kunder er.

Hvidvaskloven kalder det ’Kundekendskabsprocedurer’. I praksis betyder det, at man – når man opretter en forretningsforbindelse – skal kontrollere identitetsoplysningerne for fysiske personer og reelle ejere samt klarlægge en juridisk persons ejer- og kontrolstruktur og kundens formål med forretningsforbindelsen.

Derudover skal man løbende ajourføre kundekendskabet, men omfanget af procedurerne kan variere afhængig af risikovurderingen af den konkrete kunde.

Hvis eksempelvis revisor får mistanke om, at der foregår hvidvask af penge eller terrorfinansiering, skal sagens straks undersøges nærmere. Er det ikke muligt at afkræfte mistanken, skal Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) underrettes.

SØIK undersøger underretninger og retsforfølger de personer og virksomheder, der hvidvasker penge og/eller finansierer terrorisme. SØIK kan også retsforfølge virksomheder, der ikke agerer på mistænkelige kundeforhold eller på andre måder ikke overholder kravene i hvidvaskloven.

Forbud mod at tage imod større kontantbeløb

Selvom man som erhvervsdrivende ikke selv er omfattet af kravene i hvidvaskloven, må man ikke tage imod kontante, fysiske betalinger på 50.000 kroner eller derover. Bliver kontantforbuddet overtrådt, skal forholdet indberettes til SØIK, og der vil ske omtale i revisionspåtegningen.

Hvem fører tilsyn med hvidvaskloven?

Hvidvaskloven hører under flere myndigheder. Finanstilsynet fører tilsyn med finansielle virksomheder som fx banker og pengeoverførselsvirksomheder.

Spillemyndigheden fører tilsyn med kasinoer, og Advokatrådet fører tilsyn med advokater og advokatvirksomheder.

Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med de ikke-finansielle virksomheder. Det er bl.a. revisorer, ejendomsmæglere, skatterådgivere og eksterne bogholdere samt selskabsoprettere, professionelle ledelsesmedlemmer, udbydere af c/o-adresser og virtuelle kontorhoteller, fondsforvaltere og professionelle aktionærer.

Yderligere information

Du kan læse mere om hvidvaskloven på Erhvervsstyrelsens hjemmeside, og om underretningspligten på SØIKs hjemmeside. Har du spørgsmål til artiklen, eller ønsker du mere information om inforevisions håndtering af hvidvaskloven, er du velkommen til at kontakte os.

Vibeke Düring Reyes Jensen
Partner, statsautoriseret revisor
T: 21 71 99 80
vd@inforevision.dk