Få besked, når der er nyt

Vil du holde dig up-to-date? Tilmeld dig vores infoupdate. Så får du direkte besked, når vi publicerer nyt indhold, der er aktuelt for dig.

Jeg accepterer


Mountain Top Industries solgt til Axcel Mountain Top Industries, som producerer udstyr til pickup ...
31. oktober 2017

Mountain Top Industries solgt til Axcel

Mountain Top Industries, som producerer udstyr til pickup biler, blev i dag solgt til Axcel.  infotransactions var rådgiver for sælger i en struktureret salgsproces med global interesse.

Ejerne af Mountain Top Industries, Marie-Louise Bjerg og Lars Bjerg, offentliggjorde i juli deres intentioner om at sælge virksomheden og få tilført de strategiske og finansielle muskler, der skal til, for at gøre Mountain Top til en global markedsleder. Køberen blev Axcel, og salget er nu gennemført med infotransactions som Mountain Top’s rådgiver og samarbejdspartner igennem salgsprocessen, hvor adskillige danske og udenlandske købere var bragt i spil.

En tryg samarbejdspartner i salgsprocessen

”Vi valgte infotransactions, da de fra første møde tog udgangspunkt i hvordan vi tænkte som ejerledere. Vores fokus er driften og derfor var det rart med en rådgiver der tog det fulde ansvar og dermed kunne hjælpe helt ned i detaljerne så vi ikke mistede fokus på forretningen. Derudover var det meget vigtigt for os, at personerne som skulle føre os gennem processen var nogen vi kunne relatere til på det personlige plan”, siger Marie-Louise Bjerg, adm. direktør i Mountain Top Industries.

”Processen har været krævende, og derfor har det været enormt vigtigt for Marie-Louise og jeg, at have en rådgiver ved vores side, som vi har haft tillid til og som har ageret professionelt i salget af vores virksomhed”, siger Lars Bjerg.

Udover at rådgive ejerne af Mountain Top med at styre og facilitere processen har infotransactions ligeledes gennemført sælgers finansielle due diligence i forbindelse med salget.

Mountain Top er en utroligt veldrevet virksomhed, og vi har oplevet stor interesse fra mulige købere i processen. Der har undervejs været rigtig god kemi mellem Mountain Top og Axcel, hvor vi som rådgivere ikke kan se en bedre køber til at varetage Mountain Tops videre rejse.

Klar til global ekspansion

Mountain Top Industries, som er syvdobbelt gazellevirksomhed og kåret til Årets ejerleder 2016, udvikler og designer tilbehør til ladet på pickup-biler, og er i dag markedsledende i Europa. Derudover leverer virksomheden også produkter til bl.a Australien, Thailand og Sydafrika. Virksomheden har 160 ansatte, produktionsfaciliteter i Frederikssund og salgskontor i Australien.

Salget til Axcel betyder, at Mountain Top får tilført strategiske kompetencer til at videreføre virksomhedens vækst og eftersøge nye strategiske muligheder på det globale marked. Sælger beholder en minoritetsandel i selskabet og fortsætter i ledelse og bestyrelse.

Læs artiklen fra Børsen her.