Få besked, når der er nyt

Vil du holde dig up-to-date? Tilmeld dig vores infoupdate. Så får du direkte besked, når vi publicerer nyt indhold, der er aktuelt for dig.

Jeg accepterer


Et bredt politisk flertal skærper revisorpligten i udvalgte risikobrancher med en omsætning på ...
8. september 2021

Krav om revisor i risikobrancher

En politisk aftale skærper pligten til at bruge en revisor, når regnskabet skal aflægges. Det skal bidrage til, at færre virksomheder begår fejl i deres regnskaber og i angivelsen af skat og moms.

Et bredt flertal af de politiske partier på Christiansborg har aftalt at skærpe revisorpligten i visse brancher. Det betyder, at virksomheder, der tilhører udvalgte risikobrancher (se nedenfor), og som har en omsætning på 5-8 mio. kroner, bliver pålagt at få en revisorerklæring på årsregnskabet. Det drejer sig om ca. 700 virksomheder, hvoraf de fleste allerede anvender revisor frivilligt.

Forhindring for kunstig værdiansættelse

Desuden kan virksomheder med en balancesum over 50 mio. kr. ikke fravælge en erklæring om revision eller udvidet gennemgang – uanset størrelsen af deres omsætning og antallet af ansatte.

Det skal forhindre, at virksomheder med en balancesum over 50 millioner kroner kan få kredit eller tiltrække kapital på baggrund af en kunstig oppustet værdiansættelse af virksomhedens aktiver. 

Størstedelen af de ca. 4.500 virksomheder, der befinder sig i denne kategori, anvender allerede frivilligt en af de to erklæringstyper.

Tidligere kontrol med årsregnskabet

Kontrollen med virksomheders overholdelse af selskabs-, bogførings- og årsregnskabsloven bliver også styrket. Fx kan der gå op til 23 måneder, før en nystartet virksomhed afleverer sit første årsregnskab og dermed kan kontrolleres, og det skal tiltaget ændre på.

Kontantpligt fjernes og frist for indberetning ensrettes

Aftalen omfatter også administrative lempelser. Blandt andet fjernes virksomheders pligt til at modtage kontanter ved B2B-handel, og indberetningsdatoerne for årsrapporter og oplysningsskema bliver ensrettet, så de følges ad.

11 Risikobrancher med revisorpligt

  • Vejgodstransport
  • Flytteforretninger
  • Restauranter
  • Pizzariaer, grillbarer, isbarer mv.
  • Event catering
  • Anden restaurationsvirksomhed
  • Caféer, værtshuse, diskoteker mv
  • Databehandling, webhosting og lignende serviceydelser
  • Webportaler
  • Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser
  • Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser

Risikovurderingen af brancher revurderes løbende af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Skattestyrelsen.

Lovændringen forventes vedtaget i efteråret, så de nye regler kan træde i kraft fra 1. januar 2022.

Mere information

Du kan læse Erhvervsministerens pressemeddelelse her, og du kan også få mere at vide om erklæringsformer, hvis du downloader inforevisions folder: Revision eller udvidet gennemgang? 

Hvis du har brug for rådgivning eller praktisk bistand til revision og regnskab, er vi altid klar til en uforpligtende samtale om, hvad du ønsker, og hvad vi kan bidrage med. Send en mail til info@inforevision.dk eller ring til os på telefon 39 53 50 00.