Få besked, når der er nyt

Vil du holde dig up-to-date? Tilmeld dig vores infoupdate. Så får du direkte besked, når vi publicerer nyt indhold, der er aktuelt for dig.

Jeg accepterer


Skattestyrelsen ønsker at gøre kontrolindsatsen mere effektiv og målrettet, og det må ...
17. juni 2024

Krav om ekstra oplysninger, når momsen skal angives

Vær opmærksom på en ny indberetningsforpligtelse, når virksomheden skal indberette moms for juni, andet kvartal eller første halvår i 2024.

Forpligtelsen omfatter alle momsregistrerede virksomheder, og den betyder, at virksomheden skal oplyse:

  • Om virksomheden har indtægter/aktiviteter, som er fritaget for moms efter momslovens § 13.
  • Hvis svaret er ja, skal den aktuelle acontoprocent oplyses for den momsfritagne del.

Skattestyrelsen ønsker at gøre kontrolindsatsen mere effektiv og målrettet, og det må forventes, at styrelsen øger kontrollen med netop virksomheder, som har både momsfrie og momspligtige aktiviteter.

Indtægter, som er fritaget for moms

Momslovens § 13 omfatter en række aktiviteter, som er fritaget for moms, og som ikke giver ret til momsfradrag. Vær særligt opmærksom på indberetningspligten, hvis:

  • Virksomheden har en eller flere udlejningsejendomme, som udlejes til boligformål uden moms
  • Der er momsfrie finansielle indtægter fra formidling af lån og/eller forsikringer, som det ofte er tilfældet hos fx bilforhandlere, forhandlere af hårde hvidevarer m.v.  

Derudover omfatter § 13 bl.a.:

  • Hospitalsbehandling, læger, tandlæger, speciallæger, kiropraktik, fysioterapi og alternative behandlere
  • Social forsorg og bistand
  • Skoleundervisning og undervisning på videregående uddannelsesinstitutioner, faglig uddannelse m.v.
  • Kulturelle aktiviteter – fx biblioteker, museer og zoologiske haver
  • Forfatter- og komponistvirksomhed samt anden kunstnerisk virksomhed
  • Salg af fast ejendom (ikke momspligtige salg af nyopførte ejendomme, byggegrunde mv.)
  • Finansielle aktiviteter, forsikringsaktiviteter
  • Personbefordring (taxi, rutebus, tog og færge)
  • Almenvelgørende/almennyttige foreninger.

Oversigten er ikke udtømmende.

Momsfrie indtægter fra salg til udlandet og andre salg omfattet af momslovens § 34 (blandt andet leverancer til fly og skibe) skal ikke indberettes som momsfrie indtægter.

Den aktuelle acontoprocent

Hvis I har svaret ”ja” til, at virksomheden har momsfrie aktiviteter, vil virksomheden i momsmæssig forstand være ”blandet” og skal reducere sit momsfradrag efter reglerne om delvis fradragsret for moms, også betegnet splitmoms.

Splitmomsen er forholdet mellem de momspligtige indtægter og de samlede indtægter, hvor de momsfrie indtægter, der vedrører § 13, indgår i den samlede omsætning.

Vil du vide mere?

Kontakt gerne din revisor, hvis du er i tvivl om, hvorvidt virksomhedens indtægter er helt eller delvist fritaget for moms, om aconto procenten er opgjort korrekt, eller hvis du i øvrigt har spørgsmål til regelsættet.

inforevision
Tlf. +45 39 53 50 00
Mail: info@inforevision.dk